Shamansk Healing – hvad går det ud på? © John Russell -Møller 2009
det er naturligt - at føle sig hel og komplet
det er naturligt - at være klar i hovedet og let i kroppen
det er naturligt - at have en god kærlighedsevne og god retfærdighedsevne
det er naturligt - at have stærk integritet og stærke grænser
det er naturligt - at sove godt, spise sundt og røre sig
det er naturligt - at have god kontakt med sin samvittighed, sin indre åndelige stemme
det er naturligt - at fungere godt blandt andre mennesker, og have det godt i sit eget selskab når man er alene
det er naturligt - at have humoristisk sans og grine og lege
det er naturligt - at være ansvarlig
det er naturligt - at føle sig hjemme i sin krop og i sit liv her på jorden
det er naturligt - at anse alt i verden for at være levende, besjælet og helligt
Shamaner foretager forskellig healings ceremonier (behandlinger), som har til formål at hjælpe folk med at opnå, de ting som er nævnt ovenfor.
Lige som kroppen kan lide af infektioner, mangelsygdomme og fysiske skader – så kan sjælen lide af indtrængninger, mangler og skader.
Nå shamanen taler med ånderne på en persons eller gruppe personers vegne (clairvoyance), er der på en vis måde også tale om healing – healing af folks mangel på information, mangel på inspiration, mangel på håb mm.
Når det drejer sig om shamanens samtale med ånderne, er man som klient passiv tilskuer til det der foregår; og når det drejer sig om healing af indtrængninger, mangler og skader på sjælen, skal man være aktiv deltager i sin egen healingsproces.
Ved åndesamtalerne mødes man som regel kun med shamanen en enkelt gang. Healingerne er som regel forløb, hvor man mødes med shamanen et antal gange f.eks. en gang om ugen i 4 til 8 uger.
Når shamanen arbejder, bringer hun eller han sig i trance og kontakter ånderne. Shamanen bruger nogen gange en tromme eller rasle til at hjælpe sig med at komme i trance. Det kan også være han synger eller danser sig i trance. Der er mange måder at gøre det på.
I trancetilstanden flyver shamanen ind i mennesker og går på opdagelse dér. Han flyver af sted til de dødes verden og taler med formødre og forfædre og beder dem om visdom og magisk kraft til brug for healingen.
De shamanske healinger går dels ud på at fjerne onde ånder, forbandelser, besættelser og andre negative krafter – og dels på at tilvejebringe det folk mangler f.eks. totemdyr, tabte sjælsdele og andet som mangler, for at man kan komme til at leve i overensstemmelse med sin egen sande natur - og leve naturligt. Fri og stærk!
I vores kultur vare en shamansk trancehealing normalt 1 til 2 timer.
|