tilbage




Når shamanen drømmer

© John Russell-Møller 2009


Jeg drømmer en gang imellem en drøm for nogen. Det går til sådan her.

Først skal jeg tale med den person, som har brug for drømmen.
Bagefter skal jeg forklare drømmesøgeren, hvad sagen drejer sig om.
Så skal drømmesøgeren opsøge drømmemoderen, som skal føde drømmen.
Så skal drømmemoderen finde en passende partner, som kan være far til drømmen.
Så er drømmemoderen gravid med drømmen et stykke tid, og når drømmen er blevet levende, bliver hun født ud af drømmemoderens skød. Så skal drømmemoderen opdrage drømmen, så hun kan opføre sig på den måde, som er passende i den kultur, hun skal virke i.
Nu kan drømmesøgeren bringe drømmen hen til drømmeren (mig), som skal være i en bestemt form for trance, når jeg modtager drømmen. Drømmeren skal være vågen mens han sover, så han kan se drømmen, mens hun bliver drømt.
Så skal jeg skrive drømmen ned og sende den til modtageren.

*

Så ringer modtageren, og siger at hun ikke kan forstå drømmen.
Så skal jeg prøve på at få modtageren til at forstå, hvorfor drømmen ikke skal "forstås" – og det kan hun heller ikke forstå.
Jeg forsøger så at forklare modtageren, at drømmen er inspiration og ikke information – drømmen er en gave til hjertet og ikke en meddelelse til hjernen. Så bliver modtageren skuffet. (Hun er allerede skuffet over, at processen har taget over tre uger).
Så prøver jeg med en billedlig fremstilling. "Du vil have, jeg skal give dig en blomst – men jeg har sået et frø i dit hjerte, og hvis du passer frøet kærligt og omhyggeligt, vil det vokse op og blive til en blomst. Du får altså din blomst – men det tager et stykke tid. Du får din information - men den kommer fra dit hjerte og ikke fra mig"!
Hvis jeg er heldig, siger modtageren "nåååe sådan" - og prøver nu at skjule sin skuffelse.
Og hvis jeg er endnu mere heldig, siger modtageren efter et stykke tid "ahaaa – det er måske slet ikke så tosset, at jeg får mit hjerte noget mere med i mit liv – hmmmm"!
Modtageren acceptere modstræbende, at hun må væbne sig med tålmodighed, og se hvad der sker - og vi afslutter vores samtale.
Fire måneder senere får hun sit mirakel - som hun overhovedet ikke forbinder med drømmen.

Alting gik præcis som det skulle!



op